Hvad siger Bibelen om kristen tiende og givertjeneste?
Hvad siger Bibelen om at give penge? Lær forskellen mellem Det Gamle Testamentes tiende og Det Nye Testamentes princip om generøsitet.
Kort Resumé
Ifølge Det Nye Testamente er "tiende" (pligten til at give 10 % af indkomsten) ikke en bindende lov for kristne, da den hørte under Moseloven. Bibelen opfordrer dog troende til at give generøst, "med glæde" og "i forhold til" deres indkomst (2. Korintherbrev 9:7). Kristne giver frivilligt for at støtte kirken, mission og de fattige, ikke af tvang, men af taknemmelighed.
Emnet tiende skaber ofte forvirring blandt kristne. I nogle kirkelige sammenhænge bliver det at give betonet så stærkt, at det føles tvungent. I andre nævnes det så sjældent, at de troende forbliver usikre på deres ansvar.
Skriften præsenterer et afbalanceret perspektiv. Mens tienden var en bindende befaling under Moseloven, fortsætter gavmild og trofast givertjeneste med at være et vitalt udtryk for kristent forvalterskab og tilbedelse.
search
Tienden i Det Gamle Testamente
I Det Gamle Testamente var tienden et specifikt og struktureret krav givet til Israel. En tiende var en tiendedel af landbrugsprodukter og kvæg, helliget Herren. “Hele landets tiende, både af jordens korn og træernes frugt, tilhører Herren” (3. Mosebog 27:30). Tienden tjente flere formål:
Den finansierede national tilbedelse og højtidsfester (5. Mosebog 14:22–27).
Den gav også hjælp til de fattige, enker, faderløse og fremmede (5. Mosebog 14:28–29).
I denne forstand fungerede tienden som et guddommeligt forordnet system, der opretholdt Israels religiøse, sociale og økonomiske liv. Nogle lærde beskriver det som en form for hellig beskatning designet til at sikre retfærdighed, tilbedelse og præsternes underhold.
Opfyldelsen i Kristus
Med Kristi komme nåede Moseloven imidlertid sin opfyldelse. Jesus ophævede ikke loven, men opfyldte dens formål (Matthæusevangeliet 5,17). Det ceremonielle system, inklusive tempelofringerne og præstestrukturen, pegede frem mod ham.
Som han erklærede: “De sande tilbedere skal tilbede Faderen i ånd og sandhed” (Johannesevangeliet 4,23). Tilbedelse var ikke længere centreret om et fysisk tempel, men om Kristus selv. Kirken, dannet efter hans opstandelse og himmelfart, blev det åndelige legeme, hvorigennem Guds arbejde fortsætter i verden.
Fordi tienden hørte til Moseloven, præsenteres den ikke i Det Nye Testamente som en bindende befaling for troende. Kristne instrueres ikke om at give en fast procentdel. Intet sted påbyder Det Nye Testamente et bidrag på ti procent. Men dette formindsker ikke vigtigheden af økonomisk gavmildhed. Snarere flytter det fokus fra pligt til villig deltagelse i Guds mission.
Principper for at give i Det Nye Testamente
Paulus trækker et stærkt princip fra det gammeltestamentlige system, når han skriver: “Ved I ikke, at de, der gør tjeneste i templet, lever af templet, og de, der har deres gang ved alteret, får deres del af offerkødet? Sådan har Herren også bestemt, at de, der forkynder evangeliet, skal leve af evangeliet” (1. Korintherbrev 9:13–14).
Ligeledes: “De ældste, som er gode ledere, fortjener dobbelt honorar, især de, der arbejder med tale og undervisning” (1. Timotheusbrev 5:17–18). Disse passager viser kontinuitet i princippet, selv hvor tiendens juridiske struktur ikke længere gælder. De, der vier sig til tjeneste, bør støttes af de troendes fællesskab.
At give i Det Nye Testamente strækker sig også ud over den lokale kirkeledelse. Paulus roser filipperne for at støtte missionsarbejde (Filipperbrevet 4:10–19). Han organiserer indsamlinger til fattige troende (2. Korintherbrev 8). Kirken er kaldet til at tage sig af enker og dem, der mangler familiestøtte (1. Timotheusbrev 5:3). Kristent giveri er derfor både indadrettet, for at opretholde kirken, og udadrettet, for at tjene de nødlidende og fremme evangeliet.
Frivillighed og proportion
I stedet for en fast procentdel understreger Skriften proportionelt og intentionelt giveri. “Hver søndag skal I hver især lægge det til side, I har råd til” (1. Korintherbrev 16:2).
Paulus præciserer princippet yderligere: “For når den gode vilje er til stede, påskønnes den efter, hvad man evner, ikke efter, hvad man ikke evner” (2. Korintherbrev 8:12). Standarden er ikke ensartethed, men trofasthed. Hver troende giver efter evne og omstændigheder.
Giverens holdning betyder lige så meget som beløbet. “Den, der sår sparsomt, skal også høste sparsomt, og den, der sår rigeligt, skal også høste rigeligt. Men enhver skal give, som han har hjerte til, ikke vrangvilligt eller under pres, for Gud elsker en glad giver” (2. Korintherbrev 9:6–7). Kristent giveri er ikke tvunget. Det flyder fra taknemmelighed, tillid og kærlighed til Gud.
En praktisk rettesnor
Nogle kristne adopterer den gammeltestamentlige tiende som en nyttig retningslinje og ser ti procent som et udgangspunkt snarere end en juridisk forpligtelse. Dette kan tjene som et praktisk pejlemærke, men det bør aldrig blive en ny lov.
For nogle troende kan gavmildhed betyde at give mere end ti procent. For andre, især i tider med vanskeligheder, kan trofast givertjeneste betyde mindre. Det, der betyder noget, er oprigtighed, bønsom dømmekraft og lydighed mod Guds ledelse.
Kort sagt lærer Bibelen, at tienden hørte til Moseloven og ikke er bindende for kristne. Men de underliggende principper om gavmildhed, ansvar og tilbedelse forbliver fuldt intakte. At give i Det Nye Testamente er frivilligt, glædesfyldt og formålsbestemt.
