Job 9 Comparison: Norsk vs Norwegian

Job 9

¹Da tok Job til orde og sa:

²Ja visst, jeg vet at det er så; hvorledes skulde en mann kunne ha rett mot Gud?

³Om han hadde lyst til å gå i rette med Gud, kunde han ikke svare ham ett til tusen.

⁴Vis som han er av hjerte og veldig i styrke - hvem trosset ham og kom vel fra det,

⁵han som flytter fjell før de vet av det, som velter dem i sin vrede,

⁶som ryster jorden, så den viker fra sitt sted, og dens støtter bever,

⁷som byder solen, så den ikke går op, og som setter segl for stjernene,

⁸som alene utspenner himmelen og skrider frem over havets høider,

⁹som har skapt Bjørnen, Orion* og Syvstjernen* og Sydens stjernekammere,

¹⁰som gjør store, uransakelige ting og under uten tall?

¹¹Han går forbi mig, og jeg ser ham ikke; han farer forbi, og jeg merker ham ikke.

¹²Han griper sitt rov - hvem vil hindre ham, hvem vil si til ham: Hvad gjør du?

¹³Gud holder ikke sin vrede tilbake; under ham måtte Rahabs hjelpere bøie sig.

¹⁴Hvorledes skulde da jeg kunne svare ham og velge mine ord imot ham,

¹⁵jeg som ikke kunde svare om jeg enn hadde rett, men måtte be min dommer om nåde!

¹⁶Om jeg ropte, og han svarte mig, kunde jeg ikke tro at han hørte min røst,

¹⁷han som vilde knuse mig i storm og uten årsak ramme mig med sår på sår,

¹⁸som ikke vilde tillate mig å dra ånde, men vilde mette mig med lidelser.

¹⁹Gjelder det styrke, så sier han: Se, her er jeg! Gjelder det rett: Hvem vil stevne mig?

²⁰Hadde jeg enn rett, skulde dog min egen munn dømme mig skyldig; var jeg enn uskyldig, vilde han dog si at jeg hadde urett.

²¹Skyldløs er jeg; jeg bryr mig ikke om å leve - jeg forakter mitt liv.

²²Det kommer ut på ett; derfor sier jeg: Skyldløs eller ugudelig - han gjør dem begge til intet.

²³Når svepen brått rammer med død, spotter han de uskyldiges lidelse.

²⁴Jorden er gitt i den ugudeliges hånd; han tilhyller dens dommeres åsyn. Er det ikke han som gjør det, hvem er det da?

²⁵Mine dager har vært hastigere enn en løper; de er bortflyktet uten å ha sett noget godt;

²⁶de har faret avsted som båter av rør, som en ørn som slår ned på sitt bytte.

²⁷Om jeg sier: Jeg vil glemme min sorg, jeg vil la min mørke mine fare og se glad ut,

²⁸da gruer jeg for alle mine plager; jeg vet jo at du ikke frikjenner mig.

²⁹Jeg skal jo være ugudelig - hvorfor gjør jeg mig da forgjeves møie?

³⁰Om jeg tvettet mig med sne og renset mine hender med lut,

³¹da skulde du dyppe mig i en grøft, så mine klær vemmedes ved mig.

³²For han er ikke en mann som jeg, så jeg kunde svare ham, så vi kunde gå sammen for retten;

³³det er ikke nogen voldgiftsmann mellem oss, som kunde legge sin hånd på oss begge.

³⁴Når han bare tok sitt ris bort fra mig, og hans redsler ikke skremte mig!

³⁵Da skulde jeg tale uten å reddes for ham; for slik er jeg ikke, det vet jeg med mig selv.

Job 9

¹Då tok Job til ords og sagde:

²«Eg veit for visst at det er so; kva rett fær mannen imot Gud?

³Um han med honom vilde trætta, han kann ’kje svara eitt til tusund.

⁴Vis som han er og sterk i velde - kven kann vel strafflaust tråssa honom,

⁵som fjelli flyt, dei veit ’kje av det, og velter deim upp i harm,

⁶som ruggar jordi frå sin plass, so pilarne hennar skjelv,

⁷som soli byd so ho ei skin, og set eit segl for stjernorne,

⁸som eine spanar himmeln ut og fram på havsens toppar skrid,

⁹hev skapt Karlsvogni og Orion, Sjustjerna og Sørkamri med?

¹⁰Som storverk gjer, me ei kann fata, og underverk forutan tal?

¹¹Han framum gjeng, eg ser han ikkje; um burt han glid, eg går han ikkje.

¹²Når han tek fat, kven stoggar honom? Kven honom spør: «Kva gjer du der?»

¹³Gud stoggar ikkje vreiden sin; for han seg bøygde Rahabs-fylgjet.

¹⁴Kor kann vel eg då svara han? Kor skal for han eg ordi leggja?

¹⁵Um eg hev rett, eg kann ’kje svara, men lyt min domar be um nåde.

¹⁶Og um han svara når eg ropa, eg trudde ei mi røyst han høyrde.

¹⁷Han som i stormver reiv meg burt og auka grunnlaust såri mine,

¹⁸han let meg ikkje anda fritt, men metta meg med beiske ting.

¹⁹Når magt det gjeld, då er han der; men gjeld det rett: kven stemnar honom?

²⁰Um eg hev rett, min munn meg dømer; er skuldlaus, han meg domfeller.

²¹Skuldlaus eg er! eg skyner ei meg sjølv, vanvyrder livet mitt.

²²Det er det same, no eg segjer: Han tyner skuldig og uskuldig.

²³Når svipa brått gjev ulivssår, med lått han ser den gode lida.

²⁴Han jordi gav i nidings hand; på domarar han syni kverver. Er det ’kje han, kven er det då?

²⁵Mitt liv fer snøggare enn lauparen, dei kverv, men lukka såg det aldri;

²⁶Det glid som båtar utav sev, lik ørn som ned på fengdi slær.

²⁷Når eg mi plåga gløyma vil og jamna panna mi og smila,

²⁸då gruvar eg for pina mi; eg veit du ei frikjenner meg.

²⁹For når eg lyt straffskuldig vera, kvifor skal eg då fåfengt stræva?

³⁰Um eg i snø meg vilde tvætta og reinsa henderne med lut.

³¹Du ned i grefti straks meg dukka, so mine klæde ved meg stygdest.

³²Han ikkje er ein mann som eg, kann ei med meg til retten gå;

³³d’er ingen skilsmann millom oss som handi si kann på oss leggja.

³⁴Når berre han tok riset frå meg og ikkje skræmde meg med rædsla,

³⁵eg skulde tala utan otte; sjølv dømer eg meg annarleis.