Job 10

¹Min sjel er lei av mitt liv, jeg vil la min klage ha fritt løp, jeg vil tale i min sjels bitre smerte.

²Jeg vil si til Gud: Fordøm mig ikke, la mig vite hvorfor du strider mot mig!

³Tykkes det dig godt at du undertrykker, at du forkaster det dine hender med omhu har dannet, og lar ditt lys skinne over ugudeliges råd?

⁴Har du menneskeøine, eller ser du således som et menneske ser?

⁵Er dine dager som et menneskes dager, eller dine år som en manns dager? -

⁶siden du søker efter min misgjerning og leter efter min synd,

⁷enda du vet at jeg ikke er ugudelig, og at det ingen er som redder av din hånd.

⁸Dine hender har dannet mig og gjort mig, helt og i alle deler, og nu vil du ødelegge mig!

⁹Kom i hu at du har dannet mig som leret, og nu lar du mig atter vende tilbake til støvet!

¹⁰Helte du mig ikke ut som melk og lot mig størkne som ost?

¹¹Med hud og kjøtt klædde du mig, og med ben og sener gjennemvevde du mig.

¹²Liv og miskunnhet har du gitt mig, og din varetekt har vernet om min ånd.

¹³Og dette gjemte du i ditt hjerte, jeg vet at dette hadde du i sinne:

¹⁴Syndet jeg, så vilde du vokte på mig og ikke frikjenne mig for min misgjerning;

¹⁵var jeg skyldig, da ve mig, men var jeg uskyldig, skulde jeg dog ikke kunne løfte mitt hode, mett av skam og med min elendighet for øie;

¹⁶og hevet det sig dog, så vilde du jage efter mig som en løve, og atter vise dig forunderlig mot mig;

¹⁷du vilde føre nye vidner mot mig og øke din harme mot mig, sende alltid nye hærflokker mot mig.

¹⁸Hvorfor lot du mig utgå av mors liv? Jeg skulde ha opgitt ånden, og intet øie skulde ha sett mig;

¹⁹jeg skulde ha vært som om jeg aldri hadde vært til; fra mors liv skulde jeg ha vært båret til graven.

²⁰Er ikke mine dager få? - Han holde op! Han la mig være, så jeg kan bli litt glad,

²¹før jeg går bort for ikke å vende tilbake, bort til mørkets og dødsskyggens land,

²²et land så mørkt som den sorteste natt, hvor dødsskygge og forvirring råder, og hvor lyset er som den sorteste natt!

¹Mi sjæl er leid av livet mitt, eg gjev mi klaga lause taumar, vil tala i min såre hugverk.

²Til Gud eg segjer: «Døm meg ikkje; seg kvifor du imot meg strider!

³Finn du det godt å gjera vald, og øyda upp ditt eige verk, men lysa yver gudlaust råd?

⁴Er auga ditt av kjøt og blod? Ser du som menneskje plar sjå?

⁵Er dine dagar mennesk-dagar? Er dine år lik mannsens år?

⁶Med di mitt brot du leitar upp, og granskar etter syndi mi,

⁷endå du veit eg er uskuldig, og ingen bergar or di hand.

⁸Di hand hev skapt og dana meg fullt ut, og no vil du meg tyna?

⁹Hugs på, du forma meg som leir; no gjer du atter meg til mold!

¹⁰Som mjølk du let meg renna ut og let meg stivna liksom ost;

¹¹Du klædde meg med hud og kjøt, fleitta bein og senar saman.

¹²Du gav meg både liv og miskunn, og verna um mitt andedrag.

¹³Men dette du i hjarta gøymde, eg veit det var i din tanke;

¹⁴Du vakta på meg um eg synda; du gav meg ikkje til mitt brot;

¹⁵um eg var skuldig, usæl eg! Um skuldfri, tord’ eg ei meg briska, av skjemsla mett, med naud for augom;

¹⁶For då du jaga meg som løva og let meg atter under sjå,

¹⁷du førde nye vitne mot meg og harmast endå meir på meg og sende mot meg her på her.

¹⁸Kvi drog du meg or morsliv fram? Kvi fekk eg ikkje usedd døy,

¹⁹lik ein som aldri til hev vore, og vart i grav frå morsliv lagt?

²⁰Er ikkje mine dagar få? Haldt upp! Slepp meg, so eg litt glad kann verta,

²¹fyrr eg gjeng burt, og kjem ’kje att, til myrkre land med daudeskugge,

²²eit land so myrkt som svarte natti, med daudeskugge og vanskipnad, der dagsljoset er som myrke natt!»»