Job 29 Comparison: Norsk vs Norwegian

Job 29

¹Og Job blev ved å fremføre sin visdomstale og sa:

²Å, om jeg hadde det som i fordums måneder, som i de dager da Gud vernet om mig,

³da hans lampe skinte over mitt hode, da jeg ved hans lys vandret gjennem mørket,

⁴slik som jeg hadde det i min modne manndoms dager, da Guds vennskap hvilte over mitt telt,

⁵da den Allmektige ennu var med mig, og jeg hadde mine barn omkring mig,

⁶da mine føtter badet sig i melk, og berget ved mitt hus lot bekker av olje strømme frem!

⁷Når jeg gikk op til porten i byen og inntok mitt sete på torvet,

⁸da drog de unge sig unda ved synet av mig, og de gråhårede reiste sig og blev stående;

⁹høvdinger lot være å tale og la hånden på sin munn;

¹⁰de fornemme tidde stille, og deres tunge blev hengende ved ganen.

¹¹Enhver som hørte om mig, priste mig lykkelig, og hver den som så mig, gav mig lovord.

¹²For jeg berget armingen som ropte om hjelp, og den farløse som ingen hjelper hadde.

¹³Den som var sin undergang nær, velsignet mig, og enkens hjerte fikk jeg til å juble.

¹⁴Jeg klædde mig i rettferdighet, og den opslo sin bolig i mig; rettsinn bar jeg som kappe og hue.

¹⁵Øine var jeg for den blinde, og føtter var jeg for den halte.

¹⁶En far var jeg for de fattige, og ukjente folks sak gransket jeg.

¹⁷Jeg knuste den urettferdiges kjever og rev byttet bort fra hans tenner.

¹⁸Jeg tenkte da: I mitt rede skal jeg få dø, og mine dager skal bli tallrike som sand.

¹⁹Min rot skal ligge åpen for vann, og nattens dugg skal falle på mine grener.

²⁰Min ære blir alltid ny, og min bue forynges i min hånd.

²¹Mig hørte de på, de ventet og lyttet i taushet til mitt råd.

²²Når jeg hadde talt, tok de ikke til orde igjen, og min tale dryppet ned over dem.

²³De ventet på min tale som på regn, de åpnet sin munn som for vårregn.

²⁴Når de var motløse, smilte jeg til dem, og mitt åsyns lys kunde de ikke formørke.

²⁵Fikk jeg lyst til å gå til dem, da satt jeg der som høvding og tronte som en konge i sin krigerskare, lik en som trøster de sørgende.

Job 29

¹Då heldt Job fram med talen sin og sagde:

²«Å, var eg som i fordums måna’r, som den gong Gud mi verja var,

³då yver meg hans lampa skein, som lyste meg i myrkret fram,

⁴slik som eg var i mogne manndom, då Gud var ven i huset mitt,

⁵då Allvald endå med meg var, og mine born eg kring meg såg,

⁶då eg i fløyte foten tvådde, og olje rann av fjellet nær meg,

⁷då eg til porten steig i byen, og sessen min på torget tok!

⁸Ungdomen såg meg, løynde seg; dei gamle reiste seg og stod;

⁹hovdingar stogga midt i talen og lagde handi på sin munn;

¹⁰og røysti tagna hjå dei gjæve, og tunga seg til gomen kleimde;

¹¹dei som meg høyrde, sælka meg, og dei som såg meg, vitna for meg.

¹²Eg berga arming når han ropa, og farlaus som var utan hjelp;

¹³velsigning fekk eg frå forkomne, og enkjor fekk eg til å jubla.

¹⁴Rettferd var min, eg hennar bunad; rett var mi kappa og mi kruna.

¹⁵Eg for den blinde auga var, og føter var eg for den halte.

¹⁶Ein far eg var for fatigfolk; eg for ukjende saki granska.

¹⁷På brotsmann tennerne eg knekte, reiv fengdi utor gapet hans.

¹⁸Eg sagde: «I reiret skal eg døy, med dagar talrike som sand.

¹⁹Til roti mi skal vatnet trengja, dogg bu ved natt på greini mi;

²⁰mi æra held seg frisk hjå meg, bogen vert ny handi mi.»

²¹Dei høyrde ventande på meg, og lydde stilt på rådi mi.

²²Og ikkje la dei mot mitt ord, min tale draup ned yver deim.

²³På meg dei bia som på regn, ja, som vårregn opna munnen.

²⁴Eg smilte til mismodige, mitt andlit fekk dei ikkje myrkt.

²⁵Når eg deim vitja, sat eg fremst, sat som ein konge i sin herflokk, lik ein som trøystar syrgjande.