Job 27 Comparison: Norsk vs Norwegian

Job 27

¹Og Job blev ved å fremføre sin visdomstale og sa:

²Så sant Gud lever, som har tatt min rett fra mig, den Allmektige, som har voldt mig bitter sorg

³- for ennu er hele mitt livspust i mig og den Allmektiges ånde i min nese - :

⁴Mine leber taler ikke urett, og min tunge taler ikke svik.

⁵Det være langt fra mig å gi eder rett! Inntil jeg opgir ånden, lar jeg ikke min brødefrihet tas fra mig.

⁶Jeg holder fast på min rettferdighet og slipper den ikke; mitt hjerte laster mig ikke for nogen av mine dager.

⁷La min fiende stå der som en ugudelig, og min motstander som en urettferdig!

⁸For hvad håp har den gudløse, når Gud avskjærer hans liv, når han tar hans sjel fra ham?

⁹Hører vel Gud hans skrik når trengsel kommer over ham?

¹⁰Eller kan han glede sig i den Allmektige, kan han påkalle Gud til enhver tid?

¹¹Jeg vil lære eder om Guds hånd; jeg vil ikke dølge hvad den Allmektige har i sinne.

¹²I har jo alle selv sett det; hvorfor fører I da så tom en tale?

¹³Dette er det ugudelige menneskes lodd hos Gud og den arv som voldsmennene får av den Allmektige:

¹⁴Får han mange barn, så er de hjemfalt til sverdet; hans ætlinger får ikke brød å mette sig med.

¹⁵De av dem som slipper unda, legges i graven ved pest, og enkene holder ikke sørgefest over dem.

¹⁶Når han dynger op sølv som støv og samler sig klær som lere,

¹⁷så blir det de rettferdige som klær sig med det han har samlet, og sølvet skal de skyldfrie dele.

¹⁸Som møllet har han bygget sitt hus og som den hytte en markvokter lager sig.

¹⁹Rik legger han sig, og intet er tatt bort; han slår sine øine op, og det er der ikke.

²⁰Som en vannflom innhenter redsler ham, om natten fører en storm ham bort.

²¹Østenvinden løfter ham op, så han farer avsted, og den blåser ham bort fra hans sted.

²²Gud skyter sine piler mot ham og sparer ham ikke; for hans hånd flyr han i hast.

²³Folk klapper i hendene og håner ham og piper ham bort fra hans sted.

Job 27

¹Job heldt fram med talen sin og sagde:

²«So sant Gud liver, som meg sveik, og Allvalds som meg volde sorg

³- for endå eg min ande dreg; i nosi mi er guddomspust -:

⁴Urett ligg ei på mine lippor; mi tunga talar ikkje svik.

⁵D’er langt frå meg å gje’ dykk rett, mi uskyld held eg fast til dauden.

⁶Mi rettferd held eg fast uskjepla, eg ingen dag treng skjemmast ved.

⁷Min fiend’ skal seg syna gudlaus, min motstandar som urettferdig.

⁸Kva von hev en gudlaus att, når Gud vil sjæli or han draga?

⁹Vil Gud vel høyra skriket hans, når trengsla bryt innyver honom?

¹⁰Kann han i Allvald vel seg gleda? Kann han kvar tid påkalla Gud?

¹¹Eg um Guds hand vil læra dykk; kva Allvald vil, det dyl eg ikkje.

¹²Sjå dette hev det alle set; kvi talar de då tome ord?

¹³Den lut fær gudlause av Gud, den arven valdsmann fær av Allvald.

¹⁴Til sverdet veks hans søner upp; hans avkom mettast ei med brød;

¹⁵dei siste legst i grav ved pest, og enkjorne held ingi klaga.

¹⁶Og um han dyngjer sylv som dust og samlar klæde liksom leir:

¹⁷Den rettvise tek klædi på; skuldlause skifter sylvet hans.

¹⁸Han byggjer huset sitt som molen, likt hytta vaktmannen set upp.

¹⁹Rik legg han seg - men aldri meir; han opnar augo - og er burte.

²⁰Som vatsflaum rædsla honom tek, ved natt riv stormen honom burt.

²¹Han driv av stad for austanvind, som blæs han frå hans heimstad burt.

²²Han utan miskunn på han skyt; frå handi hans han røma må.

²³Med hender klappar dei åt han og pip han frå hans heimstad burt.