Job 15 Comparison: Norsk vs Norwegian

Job 15

¹Da tok Elifas fra Teman til orde og sa:

²Svarer vel en vis mann med en kunnskap som bare er vind, og fyller han sitt indre med stormvær?

³Vil han vel forsvare sin sak med ord som ikke nytter, og med tale hvormed han intet utretter?

⁴Du nedbryter endog gudsfrykten og svekker andakten for Guds åsyn;

⁵for din synd legger ordene i din munn, og du velger falske menns tale.

⁶Din egen munn domfeller dig, ikke jeg; dine leber vidner mot dig.

⁷Blev du født først av alle mennesker, eller kom du til verden før alle haugene var til?

⁸Har du vært tilhører i Guds lønnlige råd og der tilranet dig visdom?

⁹Hvad vet du som vi ikke vet? Hvad forstår du som er ukjent for oss?

¹⁰Det er blandt oss en som er både gammel og gråhåret, rikere på dager enn din far.

¹¹Er Guds trøsteord for lite for dig, og et ord som er talt i saktmodighet til dig?

¹²Hvorfor lar du dig rive med av ditt hjerte, og hvorfor gnistrer dine øine? -

¹³siden du vender din vrede mot Gud og lar ordene strømme fra din munn.

¹⁴Hvad er et menneske, at han skulde være ren, og en som er født av en kvinne, at han skulde være rettferdig?

¹⁵Endog på sine hellige stoler han ikke, og himlene er ikke rene i hans øine,

¹⁶langt mindre da en vederstyggelig, en fordervet, en mann som drikker urett som vann.

¹⁷Jeg vil kunngjøre dig noget, hør på mig! Hvad jeg har sett, det vil jeg fortelle,

¹⁸det som vise menn forkynner og ikke har dulgt, det som de mottok fra sine fedre,

¹⁹til hvem landet alene var gitt, og blandt hvem ingen fremmed hadde draget igjennem.

²⁰En ugudelig lever i angst alle sine dager, og få i tall er de år som er gjemt for voldsmannen.

²¹Redselstoner lyder i hans ører; midt i freden kommer ødeleggeren over ham.

²²Han tror ikke han skal komme tilbake fra mørket, og han er utsett til å falle for sverdet.

²³Han flakker om efter brød og spør: Hvor er det å finne? Han vet at en mørkets dag står ferdig ved hans side .

²⁴Nød og trengsel forferder ham; den overvelder ham, lik en stridsrustet konge,

²⁵fordi han rakte ut sin hånd mot Gud og våget å trosse den Allmektige,

²⁶stormet frem mot ham med opreist nakke, med sine skjolds tette tak,

²⁷fordi han dekket sitt ansikt med sin fedme og la fett på sin lend

²⁸og bodde i ødelagte byer, i hus hvor ingen skulde bo, og som var bestemt til å bli grusdynger.

²⁹Han blir ikke rik, og hans gods varer ikke ved, og hans grøde luter ikke mot jorden.

³⁰Han slipper ikke ut av mørket; ildslue skal tørke hans kvister, og han skal komme bort ved hans munns ånde.

³¹Ei sette han sin lit til det som forgjengelig er! Da narrer han sig selv, for bare forgjengelighet blir hans vederlag.

³²Før hans dag kommer, blir det opfylt, og hans gren grønnes ikke.

³³Han blir som et vintre som mister sine druer før de er modne, og som et oljetre som feller sine blomster;

³⁴for den gudløses hus er ufruktbart, og ild fortærer deres telter som lar sig underkjøpe.

³⁵De undfanger ulykke og føder nød, og deres morsliv fostrer svik.

Job 15

¹Då tok Elifaz frå Teman til ords og sagde:

²«Kjem svar i vind og ver frå vismann? Fyller han barmen sin med storm?

³Vil han med ugangstale lasta? Med ord som nyttelause er?

⁴Otten for Gud den bryt du ned og skjeplar andakt for Guds åsyn.

⁵For syndi styrer munnen din; du talar som dei falske talar.

⁶Din munn deg dømer, ikkje eg; og dine lippor vitnar mot deg.

⁷Vart fyrst av menneskje du fødd? Vert fyre haugarne du avla?

⁸Var du i Guds rådleggjing med? Og fekk du visdom til deg rana?

⁹Kva veit du som me ikkje veit? Kva skynar du som me ei kjenner?

¹⁰Gråhærd og gamling er hjå oss; han eldre er enn jamvel far din.

¹¹Er trøyst frå Gud det altfor ring? Vanvyrder du eit rolegt ord?

¹²Kvi let du hugen eggja deg? Kvi let du auga rulla vilt?

¹³For imot Gud din harm du snur og let or munnen ordi strøyma.

¹⁴Kor kann vel mannen vera rein? Og kvinnefødde hava rett?

¹⁵På sine heilage han lit ei; for honom er ’kje himmeln rein,

¹⁶langt mindre då ein styggeting, ein mann som urett drikk som med vatn.

¹⁷Eg vil deg læra; høyr på meg! Det som eg såg, vil eg deg melda,

¹⁸det som vismenner segja kann, og ei hev dult frå sine feder,

¹⁹dei som åleine landet åtte, og ingen framand kom bland deim.

²⁰Den vonde stødt i uro liver, for valdsmann gøymt er fåe år.

²¹I øyro rædsletonar ljomar; fyrr han veit av, kjem tynaren.

²²Han trur ’kje han kann fly frå myrkret; han venta lyt det kvasse sverd.

²³Han leitar etter brød: Kvar er det? Han veit, ein myrk dag er for hand.

²⁴Naud, trengsla skræmer, tyngjer honom, liksom ein konge budd til strid.

²⁵For imot Gud han lyfte handi og våga tråssa Allvalds-Gud,

²⁶han storma fram med nakken lyft, med vern utav skjold-ryggjer sterke;

²⁷han dekte andlitet med feitt og gjorde sine lender feite.

²⁸Han budde i bannstøytte byar, i hus som ingen burde bu i, men til grushaugar etla var.

²⁹Han vart ’kje rik, hans gods kverv burt, hans grøda luter ei mot jordi.

³⁰Han kann ’kje koma undan myrkret. Hans greiner turkast burt i hiten, og han kjem burt ved hans munns ande.

³¹Trur han på fåfengd, vert han narra, og berre fåfengd haustar han.

³²Fyrr dagen kjem, då vert det uppfyllt, hans palmegreiner grønkar ikkje.

³³Lik vinstokk misser han si druva, spiller sin blom som oljetreet.

³⁴Ein syndarflokk set ingi frukt, og elden øyder mute- tjeldi.

³⁵Dei avlar møda, føder tjon, og svik i fanget sitt dei nører.»