Hvad betyder det, at Jesus er Frelseren?

I daglig tale bruger vi ofte ordet “frelser” i en bred forstand. Det kan beskrive en person, der hjælper i en krise eller griber ind på det helt rigtige tidspunkt. I Skriften har ordet dog langt mere vægt. En frelser er ikke blot en, der hjælper, men en, der udfrier fra en fare, som man ikke kan flygte fra alene.

Gennem hele Det Gamle Testamente tilhører denne rolle først og fremmest Gud selv. Han beskrives gentagne gange som den, der redder sit folk, når ingen anden hjælp er mulig (5. Mosebog 32:15; 1. Krønikebog 16:35). Han kaldes frelsens klippe, stødig og urokkelig midt i trusler og kaos (Salmernes Bog 18:46).

Når nøden bliver uudholdelig, rettes råbet om hjælp mod ham alene (Salmernes Bog 38:22). Frelse er i bibelsk forstand altid Guds initiativ.

At forstå Jesus som Frelser kræver derfor et ærligt blik på den tilstand, som kræver redning. Skriften beskriver ikke det menneskelige problem som overfladisk. Menneskeheden har syndet mod Gud, ikke ved et uheld, men med vilje, og har vendt sig væk fra selve livets kilde (Romerbrevet 3:23; Romerbrevet 5:12). Denne adskillelse producerer død – ikke kun fysisk død, men et forfald, der berører hele skaberværket (Romerbrevet 6:23; Jakobsbrevet 1:15).

Da Gud er hellig, kan denne tilstand ikke ignoreres. Guddommelig retfærdighed kræver, at oprør mod Gud har reelle konsekvenser, hvilket i sidste ende resulterer i adskillelse fra ham (Matthæusevangeliet 10:28). Overladt til os selv er vi mennesker ude af stand til at ændre denne tilstand.

Synden trællebinder snarere end at befri, og ingen moralsk indsats kan genoprette sand retfærdighed (Romerbrevet 3:9–20). Skriften beskriver denne tilstand som åndelig død, en kurs der allerede er sat væk fra Gud (Efeserbrevet 2:1–3).

Det er netop her, betydningen af Jesus bliver tydelig. Som Gud inkarneret levede Jesus et liv, der var fuldt ud i overensstemmelse med Guds vilje. Han var uden synd og fortjente derfor ikke døden (2. Korintherbrev 5:21).

Alligevel accepterede han frivilligt døden på korset og trådte i stedet for dem, der ikke selv kunne bære omkostningerne ved deres eget oprør. Gennem hans død blev syndens straf båret og udtømt (Romerbrevet 6:23; 1. Petersbrev 2:24; 1. Johannesbrev 2:2).

Opstandelsen tre dage senere var ikke blot en tilbagevenden til livet, men en sejrs宣言. Døden fik ikke det sidste ord. Jesu opstandelse bekræftede, at hans offer var virkningsfuldt, og at syndens og dødens magt var blevet brudt. Skriften ser også frem mod hans genkomst, hvor det onde endeligt vil blive fjernet fra skaberværket. For dem, der sætter deres lid til ham, er Jesus ikke kun en historisk figur, men den levende Frelser.

Denne frelse er ikke begrænset til én del af menneskets behov. Skriften præsenterer den som omfattende. Jesus frelser fra syndens skyld ved at tilbyde fuld tilgivelse (Lukasevangeliet 19:10; Apostlenes Gerninger 10:42–43; 1. Timotheusbrev 1:15). Han frelser fra Guds dom ved at retfærdiggøre de troende gennem sit blod (Romerbrevet 5:9).

Han frelser fra dødens frygt og endelighed ved at give evigt liv. Han frelser også fra den nuværende verdens ødelæggende magt ved at forny og helliggøre dem, der tilhører ham (Titusbrevet 3:3–8). Selv djævelens bedrageriske magt overvindes gennem hans værk (1. Johannesbrev 3:8). Af disse grunde bekendes han med rette som verdens Frelser (Johannesbrev 4:42; 1. Johannesbrev 4:14).

Men frelse er ikke kun redning fra fare. Det er også genoprettelse af en relation. Jesus frelser ikke mennesker til isolation, men til forsoning med Gud. Gennem ham fjernes fjendskabet, og adgangen til Gud genoprettes (2. Korintherbrev 5:18–21). De, der før var fjerne, inviteres til at nærme sig Gud med tillid, ikke som en dommer, der skal frygtes, men som en fader, der skal kendes (Hebræerbrevet 4:16).

Denne genoprettede relation er udelukkende grundet i nåde. Den opnås ikke gennem moralske bedrifter eller religiøs indsats, men gives frit af Gud (Efeserbrevet 2:5–10). Frelse er derfor både befrielse og indbydelse: befrielse fra synd og død, og indbydelse til et liv præget af fællesskab med Gud.

Skriftens krav er eksklusivt, men klart. Ingen anden vej, intet andet system eller filosofi kan bygge bro over kløften mellem en hellig Skaber og den faldne menneskehed (Johannesbrev 14:6). Spørgsmålet er derfor ikke, om Jesus præsenteres som Frelser, men om han bliver modtaget som sådan.

Skriften understreger, at hans nåde ikke er begrænset af fortiden (1. Timotheusbrev 3:3–5). Indbydelsen er fortsat åben: at stole på, tro på og modtage den frelse, han tilbyder.