Job 37 Comparison: Norsk vs Norwegian

Job 37

¹Ja, over dette forferdes mitt hjerte og hopper i mitt bryst.

²Hør, hør braket av hans røst og det drønn som går ut av hans munn!

³Under hele himmelen lar han det fare, og han sender sitt lys til jordens ytterste ender.

⁴Efterpå brøler røsten, han tordner med sin veldige røst; han holder ikke lynene tilbake når hans røst lar sig høre.

⁵Gud tordner underfullt med sin røst; han gjør storverk, og vi forstår dem ikke.

⁶Han sier til sneen: Fall til jorden! - og likeså til skyllregnet, sitt sterke skyllregn.

⁷Hvert menneskes hånd forsegler han, forat alle mennesker som han har skapt, må komme til å kjenne ham.

⁸Da går de ville dyr inn i sine huler, og de holder sig i sine hi.

⁹Fra Sydens innerste kammer kommer storm, og med nordenvinden kommer kulde.

¹⁰Av Guds ånde kommer is, og brede vann bindes.

¹¹Med væte fyller han skyen, og han spreder sine lynskyer,

¹²og de svinger hit og dit, efter som han leder dem, forat de skal utføre alt det han byder dem, over den vide jord;

¹³enten til tukt, når det er til gagn for hans jord, eller til velsignelse lar han dem komme.

¹⁴Vend ditt øre til dette, Job! Stå stille og gi akt på Guds under!

¹⁵Forstår du hvorledes Gud styrer dem og lar sine skyers lyn blinke frem?

¹⁶Forstår du hvorledes skyene svever om i luften, forstår du den Allvitendes under,

¹⁷du hvis klær blir varme når jorden ligger og dormer i sønnenvind?

¹⁸Kan du med ham spenne ut himmelen, så fast som et speil av støpt metall?

¹⁹Lær oss hvad vi skal si til ham! Vi kan ikke fremføre noget for bare mørke.

²⁰Skal det fortelles ham at jeg vil tale med ham? Har nogen sagt at han ønsker sin egen undergang?

²¹Og nu, menneskene ser ikke lyset, enda det skinner klart på himmelen, og en vind er faret frem og har renset den.

²²Fra Norden kommer gull; om Gud er der en forferdende herlighet.

²³Den Allmektige finner vi ikke, han som er så stor i makt; men retten og den strenge rettferdighet krenker han ikke.

²⁴Derfor frykter menneskene ham; men han enser ikke nogen selvklok mann.

Job 37

¹For dette bivrar hjarta mitt og lyfter seg frå staden sin.

²Å, høyr på harmen i hans røyst, den dun som dundrar or hans munn!

³Det fer burt under himmelkvelv, men elden skin til heimsens endar.

⁴So burar røysti etterpå, han torar med sitt stolte mod, og ljoni held han ikkje att når røysti si han ljoma let.

⁵Gud torar underfullt med røysti, gjer storverk som me ei kann skyna.

⁶Han snøen byd: «Fall ned til jord!» Til regnet og, sitt sterke silregn.

⁷Han stengjer av for mannehand, so all hans skapning læra må.

⁸Villdyri gjeng til sine hi og kvilar på sin legestad.

⁹Or inste kammer kjem det storm, og kulde ut av vindarne.

¹⁰Utav Guds ande gustar frost, dei vide vatni kjem i tvang.

¹¹Han lastar skyi og med væta og breider sine elding-skyer,

¹²og hit og dit dei hastar fram, og skifter leid som han det vil og set i verk det som han byd, utyver vide jordheims-kringen;

¹³anten til ris, når jordi treng det, ell’ og med nåde lyt dei råka.

¹⁴Job, lyd på dette, statt no still, gjev gaum på undri Gud hev gjort!

¹⁵Veit du når Gud deim segjer fyre, og let sitt ljos or skyi skina?

¹⁶Veit du vel korleis skyi sviv, um underi åt den Allvise?

¹⁷Du som i heite klæde styn, når jordi brenn i sunnanvind?

¹⁸Gjer du med honom himmelkvelven, som er so fast som støypte spegel?

¹⁹Lær oss, kva me skal segja honom! Me tegja lyt for berre myrker.

²⁰Skal han få melding at eg talar? Vil nokon ynskja seg å tynast?

²¹No kann ein ikkje ljoset sjå, um enn det klårt på himmeln skin, men vinden sopar skyi burt.

²²Langt nordanfrå kjem gullet hit, ein fælsleg glans ligg yver Gud.

²³Til Allvald kann me ikkje nå, til han som er so stor i magt; men rett og rettferd ei han krenkjer.

²⁴Difor ber folket age for han, han ansar ingen sjølvklok mann.»