Job 19 Comparison: Norsk vs Norwegian

Job 19

¹Da tok Job til orde og sa:

²Hvor lenge vil I bedrøve min sjel og knuse mig med ord?

³Det er nu tiende gang I håner mig og ikke skammer eder ved å krenke mig.

⁴Har jeg virkelig faret vill, da blir min villfarelse min egen sak.

⁵Vil I virkelig ophøie eder over mig og vise mig at min vanære har rammet mig med rette?

⁶Så vit da at Gud har gjort mig urett og satt sitt garn omkring mig!

⁷Se, jeg roper: Vold! - men jeg får intet svar; jeg skriker om hjelp, men det er ingen rett å få.

⁸Min vei har han stengt, så jeg ikke kommer frem, og over mine stier legger han mørke.

⁹Min ære har han avklædd mig og tatt bort kronen fra mitt hode.

¹⁰Han bryter mig ned på alle kanter, så jeg går til grunne, og han rykker op mitt håp som et tre.

¹¹Han lar sin vrede brenne mot mig og akter mig som sin fiende.

¹²Hans hærflokker kommer alle sammen og rydder sig vei mot mig, og de leirer sig rundt om mitt telt.

¹³Mine brødre har han drevet langt bort fra mig, og mine kjenninger er blitt aldeles fremmede for mig.

¹⁴Mine nærmeste holder sig borte, og mine kjente har glemt mig.

¹⁵Mine husfolk og mine tjenestepiker akter mig for en fremmed; jeg er en utlending i deres øine.

¹⁶Kaller jeg på min tjener, så svarer han ikke; med egen munn må jeg bønnfalle ham.

¹⁷Min ånde er motbydelig for min hustru, og min vonde lukt for min mors sønner.

¹⁸Endog barn forakter mig; vil jeg reise mig, så taler de mot mig.

¹⁹Alle mine nærmeste venner avskyr mig, og de jeg elsket, har vendt sig mot mig.

²⁰Mine ben trenger ut gjennem min hud og mitt kjøtt, og bare tannhinnen er ennu urørt på mig.

²¹Forbarm eder, forbarm eder over mig, I mine venner! For Guds hånd har rørt ved mig.

²²Hvorfor forfølger I mig likesom Gud og blir ikke mette av mitt kjøtt?

²³Men gid mine ord måtte bli opskrevet! Gid de måtte bli optegnet i en bok,

²⁴ja, med jerngriffel og bly for evig bli hugget inn i sten!

²⁵Men jeg - jeg vet min gjenløser lever, og som den siste skal han stå frem på støvet.

²⁶Og efterat denne min hud er blitt ødelagt, skal jeg ut fra mitt kjød skue Gud,

²⁷han som jeg skal skue, mig til gode, han som mine øine skal se og ikke nogen fremmed - mine nyrer tæres bort i mitt liv.

²⁸Når I sier: Hvor vi skal forfølge ham! - I har jo funnet skylden hos mig -

²⁹så frykt for sverdet! For vrede er en synd som er hjemfalt til sverd. Dette sier jeg forat I skal tenke på at det kommer en dom.

Job 19

¹Då svara Job og sagde:

²«Kor lenge vil mi sjel de harma og krasa meg med dykkar ord?

³Ti gonger hev de no meg spotta; de skjemmest ei å krenkja meg.

⁴Hev eg i røyndi mistak gjort, dei mistak er mi eigi sak.

⁵Vil de dykk briska imot meg, som um eg lid mi skam med rette?

⁶Hugs på at Gud hev bøygt meg ned og spana kringum meg sitt garn.

⁷Eg ropar: «Vald!» - men eg fær ’kje svar; eg ropar: «Hjelp!» men fær ’kje rett.

⁸Han stengjer vegen for min fot, og myrker legg han på min stig.

⁹Min heidersklædnad drog han av; han frå mitt hovud kransen tok.

¹⁰Mi vern han braut, so eg gjekk under, mi von sleit han lik treet upp.

¹¹Hans vreide logar meg imot, og for ein fiend’ held han meg.

¹²Hans skarar stemner fram mot meg; dei brøyter seg ein veg mot meg og lægrar seg kring tjeldet mitt.

¹³Han dreiv ifrå meg mine frendar, og kjenningar vart framande.

¹⁴Skyldfolki held seg burte frå meg, husvenerne hev gløymt meg burt.

¹⁵For hjon og tenar er eg framand; dei held meg for ein ukjend mann.

¹⁶Ei svarar drengen på mitt rop. Eg må med munnen tigga honom;

¹⁷min ande byd imot for kona, eg tevjar ilt for mine sambrør.

¹⁸Jamvel smågutar spottar meg, når eg stend upp, dei talar mot meg.

¹⁹Dei styggjest for meg mine vener, og dei eg elska, snur seg mot meg.

²⁰Min kropp er berre skin og bein, snaudt hev eg endå tannkjøt att.

²¹Hav medynk, medynk, mine vener! Gud hev meg råka med si hand.

²²Kvifor skal de som Gud meg jaga, og vert ei mette av mitt kjøt?

²³Å, gjev at mine ord vart skrivne, og i ei bok vart rita inn,

²⁴ja, vart med jarnmeitel og bly for ævleg tid i berget hogne!

²⁵Eg veit at min utløysar liver, til sist han yver moldi kjem.

²⁶Og når mi hud er øydelagd, ut frå mitt kjøt då ser eg Gud,

²⁷eg honom ser som venen min, mitt auga ser det, ingen framand! Å, nyro lengtar i mitt liv!

²⁸De segjer: «Me vil jaga honom!» - som um orsaki låg hjå meg!

²⁹Men de lyt agta dykk for sverdet; for vreide vert ved sverdet straffa. Og de skal vita: domen kjem.»