1. Korinterbrev 7 Comparison: Norsk vs Norwegian

1. Korinterbrev 7

¹Men vedkommende det som I skrev om, da er det godt for et menneske ikke å røre en kvinne;

²men for hors skyld skal hver mann ha sin egen hustru, og hver kvinne sin egen mann.

³Mannen gjøre sin skyldighet mot hustruen, og likeså hustruen mot mannen;

⁴hustruen råder ikke over sitt eget legeme, men mannen; likeså råder heller ikke mannen over sitt eget legeme, men hustruen.

⁵Hold eder ikke fra hverandre uten efter samråd, for en tid, for å leve i bønn, og kom så sammen igjen, forat ikke Satan skal friste eder, fordi I ikke makter å være avholdende!

⁶Dette sier jeg som tillatelse, ikke som påbud;

⁷jeg ønsker at alle mennesker var som jeg; men hver har sin egen nådegave av Gud, den ene så, den andre så.

⁸Til de ugifte og til enkene sier jeg: Det er godt for dem om de vedblir å være som jeg;

⁹men kan de ikke være avholdende, da la dem gifte sig! for det er bedre å gifte sig enn å lide brynde.

¹⁰De gifte byder jeg, dog ikke jeg, men Herren, at en hustru ikke skal skille sig fra sin mann;

¹¹men er hun skilt fra ham, da vedbli hun å være ugift eller forlike sig med sin mann - og at en mann ikke skal skille sig fra sin hustru.

¹²Til de andre sier jeg, ikke Herren: Dersom en bror har en vantro hustru, og hun samtykker i å bo hos ham, da skille han sig ikke fra henne!

¹³og om en hustru har en vantro mann, og denne samtykker i å bo hos henne, da skille hun sig ikke fra sin mann!

¹⁴For den vantro mann er helliget ved sin hustru, og den vantro hustru er helliget ved broren; ellers var jo eders barn urene, men nu er de hellige.

¹⁵Men dersom den vantro skiller sig, da får han så gjøre; broren eller søsteren er ikke trælbundet i slike ting, men Gud har kalt oss til fred.

¹⁶For hvad vet du, hustru, om du kan frelse din mann? eller hvad vet du, mann, om du kan frelse din hustru?

¹⁷Dog vandre hver således som Herren har gitt ham, som Gud har kalt ham! Og således foreskriver jeg i alle menigheter.

¹⁸En blev kalt som omskåret, han dra ikke forhud over; en er blitt kalt som uomskåret, han la sig ikke omskjære!

¹⁹Det kommer ikke an på omskjærelse, og det kommer ikke an på forhud, men på å holde Guds bud.

²⁰Hver bli i det kall han blev kalt i!

²¹Blev du kalt som træl, da gjør dig ingen sorg av det; men kan du også bli fri, så gjør heller bruk derav!

²²For den træl som er kalt i Herren, er Herrens frigitte; likeså er også den frie som er kalt, Kristi træl.

²³I er dyrt kjøpt; bli ikke menneskers træler!

²⁴I den stand enhver blev kalt i, brødre, i den bli han hos Gud!

²⁵Om jomfruene har jeg ikke noget bud av Herren, men jeg sier min mening som en som har fått miskunn av Herren til å være troverdig.

²⁶Jeg mener da dette at det for den nærværende nøds skyld er godt for et menneske å leve således.

²⁷Er du bundet til en kvinne, da søk ikke å bli løst fra henne; er du ikke bundet til en kvinne, da søk ikke en kvinne!

²⁸Men om du også gifter dig, synder du ikke, og om jomfruen gifter sig, synder hun ikke; men de som det gjør, vil få trengsel for sitt kjød, jeg derimot vil spare eder.

²⁹Men dette sier jeg, brødre: Tiden er kort, så at herefter de som har hustruer, skal være som de som ingen har,

³⁰og de som gråter, som de som ikke gråter, og de som gleder sig, som de som ikke gleder sig, og de som kjøper, som de som ikke eier noget,

³¹og de som bruker verden, som de som ikke bruker den; for denne verdens skikkelse forgår.

³²Jeg vil gjerne at I skal være fri for omsorg. Den ugifte har omsorg for det som hører Herren til, hvorledes han kan tekkes Herren;

³³men den gifte har omsorg for det som hører verden til, hvorledes han kan tekkes sin hustru.

³⁴Og det er forskjell på hustruen og jomfruen; den ugifte kvinne har omsorg for det som hører Herren til, at hun kan være hellig både på legeme og ånd; men den gifte kvinne har omsorg for det som hører verden til, hvorledes hun kan tekkes sin mann.

³⁵Dette sier jeg til eders eget gagn, ikke for å sette en snare for eder, men for å fremme det som sømmer sig: å henge fast ved Herren.

³⁶Men dersom nogen mener at han gjør urett mot sin ugifte datter om hun er over ungdomsalderen, og det må så være, han gjøre det han vil; han synder ikke; la dem gifte sig!

³⁷Men den som står fast i sitt hjerte og ikke har noget som tvinger ham, men har frihet til å følge sin egen vilje og har satt sig dette fore i sitt hjerte at han vil holde sin datter ugift, han gjør vel.

³⁸Så gjør da den vel som bortgifter, og den gjør bedre som ikke bortgifter.

³⁹En hustru er bundet så lenge hennes mann lever; men når hennes mann er hensovet, da har hun frihet til å gifte sig med hvem hun vil, bare det skjer i Herren.

⁴⁰Men lykkeligere er hun om hun blir som hun er, efter min mening; men jeg tror også å ha Guds Ånd.

1. Korinterbrev 7

¹Men vedkomande det som de skreiv um, so er det godt for ein mann at han ikkje rører ei kvinna.

²Men for hor skuld skal kvar mann hava si eigi kona, og kvar kvinna sin eigen mann!

³Mannen skal gjera sin skyldnad mot kona, og like eins kona imot mannen!

⁴Kona råder ikkje yver sin eigen likam, men mannen; like eins råder ikkje heller mannen yver sin eigen likam, men kona.

⁵Haldt dykk ikkje frå einannan, utan etter samråd, til ei tid, so de kann liva berre for bøn, og kom so atter saman, so Satan ikkje skal freista dykk, av di de ikkje kann vera fråhaldande.

⁶Men dette segjer eg som eit løyve, ikkje til påbod.

⁷For eg vilde at alle menneskje var liksom eg; men kvar hev si eigi nådegåva av Gud, den eine so, den andre so.

⁸Til dei ugifte og til enkjorne segjer eg: Det er godt for deim um dei vert verande som eg.

⁹Men kann dei ikkje halda seg frå, so fær dei gifta seg, for det er betre å gifta seg enn å lida brune.

¹⁰Men deim som er gifte, byd ikkje eg, men Herren, at kona ikkje må skiljast frå mannen -

¹¹men er ho skild frå honom, skal ho verta verande ugift eller semjast med mannen - og at ein mann ikkje må skilja seg frå kona si.

¹²Til dei andre segjer eg, ikkje Herren: Um ein bror hev ei vantruande kona, og ho samtykkjer i å bu hjå honom, so skal han ikkje skilja seg frå henne;

¹³og ei kona som hev ein vantruande mann, og han samtykkjer å bu hjå henne, ho skal ikkje skilja seg frå mannen!

¹⁴For den vantruande mannen er helga ved kona, og den vantruande kona er helga ved broren; for elles var borni dykkar ureine, men no er dei heilage.

¹⁵Men skil den vantruande seg ifrå, so lat honom skilja seg; for broren eller systeri er ikkje trælbundne i slike ting, men Gud hev kalla oss til fred.

¹⁶For kva veit du, kona, um du kann frelsa mannen? Eller kva veit du, mann, um du kann frelsa kona?

¹⁷Berre at kvar må ferdast so som Herren hev gjeva honom, som Gud hev kalla honom. Og soleis segjer eg fyre i alle kyrkjelydarne.

¹⁸Er nokon kalla då han var nokon umskoren, so drage han ikkje fyrehud yver; er nokon kalla då han var u-umskoren, so late han seg ikkje umskjera!

¹⁹Umskjering er ingen ting, og fyrehud er ingen ting, men det å halda Guds bod.

²⁰Kvar og ein verte verande i det kall som han er kalla i!

²¹Er du kalla som træl, so syt ikkje for det! Men kann du og verta fri, so gjer heller bruk av det!

²²For den træl som er kalla i Herren, han er Herrens frigjevne; like eins og den frie som er kalla, han er Kristi træl.

²³De er dyrt kjøpte; vert ikkje trælar for menneskje!

²⁴I det stand som kvar er kalla i, brør, i det verte han verande hjå Gud!

²⁵Men um møyarne hev eg ikkje noko bod frå Herren, men eg segjer mi meining, sidan eg av Herren hev fenge miskunn til å vera truverdig.

²⁶Eg meiner då det, at det for den noverande naud skuld er godt for eit menneskje å vera soleis.

²⁷Er du bunden til ei kona, so søk ikkje skilsmål! Er du ubunden av ei kona, so søk ikkje ei kona!

²⁸Men um du og gifter deg, syndar du ikkje; og um ei møy gifter seg, syndar ho ikkje; men slike kjem til å få trengsla for kjøtet, men eg vilde gjerne spara dykk.

²⁹Men det segjer eg, brør: Tidi er stutt, so at dei som hev konor, skal heretter vera som dei som ikkje hev,

³⁰og dei gråtande som ikkje gråtande, og dei glade som ikkje glade, og dei kjøpande som ikkje eigande,

³¹og dei som brukar denne verdi, som dei som ikkje brukar henne; for skapnaden åt denne verdi forgjengst.

³²Eg vil helst at de skal vera utan umsut. Den ugifte hev umsut for det som høyrer Herren til, korleis han kann vera Herren til hugnad.

³³Men den gifte hev umsut for det som høyrer verdi til, korleis han skal vera kona til hugnad.

³⁴Det er skilnad på kona og møy. Den ugifte kvinna hev umsut for det som høyrer Herren til, at ho kann vera heilag både på likam og ånd; men den gifte hev umsut for det som høyrer verdi til, korleis ho kann vera mannen til hugnad.

³⁵Dette segjer eg til dykkar eige gagn, ikkje til å setja ei snara for dykk, men til å fremja sømd og stødt vedhald for Herren.

³⁶Men um nokon trur at det er urett for hans ugifte dotter, når ho er utyver ungdomsalderen, og det må so vera, han gjere då som han vill, han syndar ikkje; lat deim gifta seg!

³⁷Men den som stend fast i hjarta og ikkje er nøydd, men hev vald yver sin eigen vilja og hev sett seg det fyre i sitt hjarta at han vil halda dotter si ugift, han gjer vel;

³⁸so at både den som gifter burt, gjer vel, og den som ikkje gifter burt, gjer betre.

³⁹Ei kona er bundi so lenge mannen hennar liver; men når mannen hennar er avsovna, er ho fri, so ho kann gifta seg med kven ho vil, berre det vert gjort i Herren.

⁴⁰Men sælare er ho, um ho vert verande som ho er, etter mi meining. Men eg trur og at eg hev Guds Ande.