5. Mosebok 5 Comparison: Norwegian vs Norsk

5. Mosebok 5

¹Og Moses kalla i hop heile Israel og sagde til deim: «Høyr, Israel, dei loverne og bodi som eg lyser for dykk i dag, og lær deim, og ber deim i hugen, so de liver etter deim!

²Herren, vår Gud, gjorde ei pakt med oss på Horeb.

³Ikkje med federne våre gjorde han den pakti, men med oss, alle me her som liver i dag.

⁴Åsyn mot åsyn tala Herren med dykk på fjellet midt utor elden.

⁵Eg stod millom Herren og dykk den gongen, og bar ordi hans fram for dykk; for de var rædde elden, og våga dykk ikkje upp på fjellet. Han sagde:

⁶«Eg er Herren, din Gud, som førde deg ut or Egyptarlandet, or slavehuset.

⁷Du skal ikkje hava nokon annan gud attåt meg!

⁸Du skal ikkje gjera deg noko gudebilæte, nokor likning av det som er uppi himmelen eller det som er nedpå jordi eller det som er i vatnet nedanfor landjordi!

⁹Du skal ikkje bøygja kne for deim, og ikkje beda til deim! For eg, Herren, din Gud, er ein streng Gud; eg hemner broti åt federne på borni og barneborni og barnebarns-borni av deim som hatar meg,

¹⁰men imot deim som elskar meg og held bodi mine, gjer eg vel i tusund ættleder.

¹¹Namnet åt Herren, din Gud, skal du ikkje taka vyrdlaust på tunga! For Herren held ikkje den uskuldig som nemnar namnet hans vyrdlaust.

¹²Du skal koma i hug kviledagen, og halda honom heilag, soleis som Herren, din Gud, hev sagt med deg!

¹³Seks dagar må du arbeida og gjera alt det du skal.

¹⁴Men den sjuande dagen skal vera kviledag og vigd åt Herren, din Gud. Då skal du ikkje gjera noko arbeid, korkje du eller son din eller dotter di, eller drengen din eller tenestgjenta, eller uksen eller asnet eller noko anna av dyri dine, eller den framande som held til innan portarne dine! For tenarane dine lyt kvila dei som du.

¹⁵Kom i hug at du sjølv var tenar i Egyptarlandet, og Herren, din Gud, henta deg ut derifrå med sterk hand og strak arm; difor hev han sagt deg at du skal halda kviledagen heilag.

¹⁶Du skal æra far din og mor di, som Herren, din Gud, hev sagt med deg; då skal du få liva lenge og vel i det landet som Herren, din Gud, gjev deg.

¹⁷Du skal ikkje drepa!

¹⁸Og du skal ikkje gjera hor!

¹⁹Og du skal ikkje stela!

²⁰Og du skal ikkje vitna rangt imot grannen din!

²¹Og du skal ikkje trå etter kona åt grannen din! Og du skal ikkje trå etter huset åt grannen din, eller garden hans, eller drengen eller tenestgjenta hans, eller uksen eller asnet hans eller noko anna som høyrer grannen din til.»

²²Desse ordi tala Herren på fjellet med høg røyst til heile lyden dykkar, midt utor elden og skyi og myrkret, og meir sagde han ikkje; og han skreiv dei på tvo steintavlor, og gav deim til meg.

²³Men då de høyrde røysti midt utor myrkret, og såg fjellet stod i ljos loge, då kom de til meg, alle ættehovdingarne og styresmennerne dykkar,

²⁴og sagde: «No hev Herren, vår Gud, synt oss sin herlegdom og sitt velde, og me hev høyrt røysti hans midt utor elden; i dag hev me set at ein mann kann liva um Gud hev tala med honom.

²⁵Og so lyt me døy like vel! For denne svære elden kjem til å tyna oss. Høyrer me no lenger på røysti åt Herren, vår Gud, so døyr me.

²⁶For kven finst det på jordi som hev høyrt den livande Gud tala midt utor elden, som me, og endå fenge liva?

²⁷Gakk du innåt, og høyr kva Herren, vår Gud, segjer! So kann du segja med oss alt det han talar til deg, og me skal høyra og lyda.»

²⁸Då Herren høyrde kva de tala med meg um, sagde han til meg: «Eg høyrde kva folket sagde med deg; det er rett alt det dei hev sagt.

²⁹Gjev dei all tid måtte hava den same hugen til å ottast meg og halda alle bodi mine, so det kann ganga deim og borni deira vel i all æva!

³⁰Gakk burt til deim og seg at dei kann ganga heim att til buderne sine.

³¹Men du lyt vera att her hjå meg, so eg kann segja deg alle bodi og loverne og rettarne som du skal læra deim, og som dei skal liva etter i det landet eg gjev deim til eiga.»

³²So kom då i hug å gjera som Herren, dykkar Gud, hev sagt dykk! Tak ikkje or leidi, korkje til høgre eller vinstre!

³³Fylg allstødt den vegen som Herren hev synt dykk! Då skal de trivast og liva både vel og lenge i det landet de fær til eiga.

5. Mosebok 5

¹Og Moses kalte hele Israel til sig og sa til dem: Hør, Israel, de lover og de bud som jeg taler for eders ører idag, og lær dem og ta vare på dem så I holder dem!

²Herren vår Gud gjorde en pakt med oss på Horeb.

³Ikke med våre fedre gjorde Herren denne pakt, men med oss, vi som er her, alle vi som er i live idag.

⁴Åsyn til åsyn talte Herren med eder på fjellet midt ut av ilden.

⁵Jeg stod dengang mellem Herren og eder for å kunngjøre eder Herrens ord, for I var redde for ilden og gikk ikke op på fjellet. Og han sa:

⁶Jeg er Herren din Gud, som førte dig ut av Egyptens land, av trælehuset.

⁷Du skal ikke ha andre guder foruten mig.

⁸Du skal ikke gjøre dig noget utskåret billede, nogen avbildning av det som er oppe i himmelen, eller av det som er nede på jorden, eller av det som er i vannet nedenfor jorden.

⁹Du skal ikke tilbede dem og ikke tjene dem; for jeg, Herren din Gud, er en nidkjær Gud, som hjemsøker fedres misgjerning på barn, på dem i tredje og på dem i fjerde ledd, på dem som hater mig,

¹⁰og som gjør miskunnhet mot tusen ledd, mot dem som elsker mig og holder mine bud.

¹¹Du skal ikke misbruke Herrens, din Guds navn; for Herren vil ikke holde den uskyldig som misbruker hans navn.

¹²Ta hviledagen i akt så du holder den hellig, således som Herren din Gud har befalt dig!

¹³Seks dager skal du arbeide og gjøre all din gjerning.

¹⁴Men den syvende dag er sabbat for Herren din Gud; da skal du intet arbeid gjøre, hverken du eller din sønn eller din datter eller din tjener eller din tjenestepike eller din okse eller ditt asen eller noget av dine dyr eller den fremmede som er hos dig innen dine porter, forat din tjener og din tjenestepike kan få hvile likesom du.

¹⁵For du skal komme i hu at du selv var tjener i Egyptens land, og at Herren din Gud førte dig ut derfra med sterk hånd og utrakt arm; derfor har Herren din Gud befalt dig å holde sabbatsdagen.

¹⁶Hedre din far og din mor, således som Herren din Gud har befalt dig, så dine dager må bli mange, og det må gå dig vel i det land Herren din Gud gir dig.

¹⁷Du skal ikke slå ihjel.

¹⁸Og du skal ikke drive hor.

¹⁹Og du skal ikke stjele.

²⁰Og du skal ikke si falskt vidnesbyrd mot din næste.

²¹Og du skal ikke begjære din næstes hustru. Og du skal ikke begjære din næstes hus, hans jord eller hans tjener eller hans tjenestepike, hans okse eller hans asen eller noget som hører din næste til.

²²Disse ord talte Herren på fjellet med høi røst til hele eders menighet midt ut av ilden, skyen og mørket og la intet til, og han skrev dem på to stentavler og gav mig dem.

²³Men da I hørte røsten midt ut av mørket, mens fjellet stod i brennende lue, da kom I til mig, alle overhodene for eders stammer og eders eldste,

²⁴og I sa: Se, Herren vår Gud har latt oss skue sin herlighet og sin storhet, og vi har hørt hans røst midt ut av ilden; på denne dag har vi sett at Gud kan tale med et menneske, og det allikevel blir i live.

²⁵Hvorfor skal vi da dø? For denne store ild vil fortære oss; dersom vi ennu lenger skal høre Herrens, vår Guds røst, må vi dø.

²⁶For hvem er der på hele jorden som har hørt den levende Guds røst tale midt ut av ilden som vi, og allikevel er blitt i live?

²⁷Gå du nær til og hør alt det Herren vår Gud sier, så kan du tale til oss alt det Herren vår Gud taler til dig, og vi vil høre på det og gjøre efter det.

²⁸Og Herren hørte eders ord da I talte til mig, og Herren sa til mig: Jeg har hørt de ord som dette folk har talt til dig; de har talt vel i alt de har sagt.

²⁹Måtte de bare alle dager ha det samme hjertelag til å frykte mig og ta vare på alle mine bud, så det kan gå dem og deres barn vel til evig tid!

³⁰Gå og si til dem: Vend tilbake til eders telter!

³¹Men stå du her hos mig, så vil jeg tale til dig alle de bud og lover og forskrifter som du skal lære dem, og som de skal leve efter i det land jeg gir dem til eie.

³²Så akt nu på det som Herren eders Gud har befalt eder, og gjør efter det! I skal ikke vike av, hverken til høire eller til venstre.

³³På hele den vei Herren eders Gud har befalt eder, skal I vandre, så I må leve, og det må gå eder vel, og eders dager bli mange i det land I skal ta i eie.